Er fokus rettet på de rette ansvarlige når vi taler anbragte børn

På debat-forumet Borgerdebat.dk blev der i en debat-tråd sat spørgsmålstegn ved om det er formålstjenligt at rette fokus imod sagsbehandlerne, da de rette ansvarlige for systemets svigt i sagens natur er politikerne. Jeg skrev i forbindelse med denne debat følgende indlæg:

Problemet er at det politiske system, såvel som den brede offentlighed ikke er speciel interesseret i området. Så længe at det ikke trækker negative overskrifter så er folk ikke specielt interesseret i “uartige børn” eller “forældre, der egoistisk tænker på dem selv”.

De ser ikke på at det alt for ofte drejer sig om børn der er syge, lider af depression, ADHD eller anden psykisk lidelse, eller forældre der er ramt af sygdom, som på en eller anden måde hindrer dem i at indtage den autoritære rolle i hjemmet som forældre skal indtage så børnene får en stabil mentor til at guide dem til voksenlivet.

Især kommunalpolitikere virker som om at de er meget irriteret over at regionerne ikke bare helbreder børn og voksne for de penge de ikke går. De vil ikke sagerne. Senest er sammensætningen i Børne- og ungdomsudvalgene i landets kommuner ændret så der nu kun sidder en politiker til at kontrollere om forvaltningen arbejder efter lovene udstukket af netop – politikerne. Kort sagt. Der er ikke et spørgsmål om at kunne kontrollere at der ikke sker fejl i over 50 procent af sagerne. Det er viljen til at ville beskæftige sig med sagerne der mangler.

Jeg er ganske enig med dig i at vi skal gå efter at få politisk fokus på området. Desværre kræver det i dagens Danmark anno 2011 at der skal ske svigt imod de anbragte børn for at det kan sælge overskrifter nok til at politikerne gider løfte deres rumpe fra den taburet de er klistret med kontaktlim til. Problemet er dobbelt så stort i det at der er sket et skred i mediernes måde at arbejde på. Den undersøgende journalist er erstattet af den afskrivende journalist, der vælger hvad der skal oversættes fra nyhedsbureauernes endeløse nyhedsstrøm af nyheder fra udlandet.

Det efterlader os som interesserer os for de anbragte børns helbred og trivsel til at grave sagerne frem og her vil vi støde imod sagsbehandlerne som første modstander. De har en karriere at beskytte. Hvis vi påpeger unøjagtigheder hos plejefamilier og opholdssteder, så falder kritikken tilbage på dem, der skulle monitorere børnene under deres varetægt under statens ”beskyttende” vinger. Der er ingen sagsbehandler der vil stå frem og sige: ”Jeg fjernede børnene for at de skulle få det bedre, men min kollega Peter over på den anden side af gangen gjorde ikke sit arbejde og derfor blev børnene svigtet imens at de var anbragt”.

Netop fordi at sagsbehandlerne i sager som vi så afdækket i udsendelsen Operation X, skandalen i Mern og på Herkules bruger mere tid på at udføre damage kontrol end at gå ind og tilbyde de anbragte hjælp til at overkomme de traumer det offentliges prioriteringer har påført dem, så bliver de hovedmodstanderne.

Jeg er enig i at det ikke er fair. Selvfølgelig burde ansvaret placeres i det politiske system, men systemet har valgt at fjerne eller i hvert fald minimere politisk kontrol af området.

Jeg savner at vi f.eks. ser en social-minister der griber ind overfor enkelte kommuner ved simpelthen at fratage dem forvaltningen ganske som det er sket når enkelte kommuners økonomi er sat under kontrol af Indenrigsministeriet. Det vil sende et signal om at kan de ikke passe deres forvaltning, så vil de miste dem. Først når du tager noget fra folk vil de reagere.

Jeg savner også engagerede medier. Det kan vi ikke gøre noget ved at anbragte børns skæbner ikke sælger mere end 2 dage uanset om de har været tævet, voldtaget eller på anden måde misbrugt. Derfor må slaget stå i blogs, debatfora og hjemmesider. Borgerjournalisterne må tage over. Jeg tilhører en gruppe af mennesker som har den mission på os at vi vil holde liv i de negative historier. Vi vil finde overgreb, vi vil give de anbragte børn mulighed for at sætte ord på deres oplevelser. Vi vil gøre det så massivt at politikerne ikke har andet valg end at beskæftige sig med området.

Vi har ikke opskriften på det perfekte opholdssted eller på den optimale løsning idet at alle mennesker er forskellige og derfor har forskellige behov. Men det kan gøres bedre. Alt for mange tidligere anbragte børn vælger livet fra for egen hånd eller bliver bruger af kriminalforsorgen som voksen. Det antal må kunne nedbringes.

Vi må angribe systemet. Her sidder sagsbehandlerne i første række og indtil at de lang højere grad sender bolden direkte videre til deres politiske arbejdsgivere så vil de få slag indtil de lærer at se op og gå til medierne med beviser på de svinestreger der tvinger dem til at reagere som de gør. Jeg håber at denne post afklarer problematikken som den er p.t.

Kilde:
Link til debat-tråden

Skriv en kommentar

Filed under Artikel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s