Schuberts Minde

Schuberts Minde blev kendt i den brede offentlighed efter at have været genstand for en dokumentarudsendelse på Danmarks Radio (Kæft, trit og knus). Der gik imidlertid ikke lang tid før at en grum sandhed om en hverdag med kontrol, kritik og umyndiggørelse nåede medierne. Selv en af de medvirkende i TV-udsendelsen fik kun kort tid på institutionen før at hans hjemkommune valgte at trække ham.

Har du været anbragt på Schuberts Minde, så vil vi gerne høre din historie. Herunder er nogle spørgsmål til inspiration.

Før anbringelsen:

  • Blev du hørt om din mening om anbringelsen?
  • Hvordan fandt din sagsbehandler frem til stedet?
  • Hvordan føler du at din sagsbehandler udførte sit arbejde

Under anbringelsen:

Generelt

  • Var Du anbragt hos en plejefamilie eller på en institution/kostskole?
  • Hvis det var på en institution eller på kostskole, hvad var navnet på den?
  • Hvad er din bedste erindring?
  • Hvad er din værste erinding?

Bo-forhold

  • Hvordan var værelsesforholdene? Var det enkeltværelse eller skulle der deles?

Kommunikation

  • Kunne du ringe til din sagsbehandler under anbringelsen?
  • Kunne du ringe til dine forældre under anbringelsen?

Konflikter

  • Hvis du ville klage over en bestemt ting, var der så en formel klageprocedure?
  • Hvilke former for straf kunne Du blive udsat for?
  • Prøvede du at stikke af? Hvis Ja, så fortæl hvordan at det gik

Efter anbringelse

  • Hvordan blev du udskrevet?
  • Var der en plan for hvad der så skulle ske?
  • Har du kontakt til nogle af dem, Du var anbragt sammen med?

Kilde:
Institutionens datablad på Fornits Wiki
Schuberts Minde ofre (Facebook gruppe)
Kendt TV-institution var et helvede (BT)

9 kommentarer

Filed under Døgninstitution

9 responses to “Schuberts Minde

  1. JA

    Før anbringelsen:
    Jeg boede på Østervang inden jeg kom til schubertsminde, og jeg ved ikke hvordan min sagsbehandler fandt frem til stedet. Men det der går mig mest på, er at jeg ikke blev spurgt om det var det jeg ville, og at de ikke spurgte mig om det var oka at det var det næste skridt .
    Jeg har ikke et særlig godt forhold til min far, men alligevel skulle jeg tvinges til at være sammen med min far ved flere lejligheder .
    kommunikation:
    Under anbringelsen fik jeg ikke på noget tidspunkt lov til at kontakte min sagsbehandler når jeg var utilfreds med den måde jeg blev behandlet, jeg blev lukket inde på mit værelse, Eller også fik jeg lavet en fodfølge. Og skulle være inden for 1 meter af en voksen hele tiden . Men det værste de udsatte mig for, er at jeg på et tidspunkt var oppe at skændes med de voksne, og fik lige pludselig et astma andfald, og de nægtede at give mig min astma spray, så jeg måtte sidde og hive efter vejret i næsten 1 time .
    Stikke af:
    Jaah jeg prøvede at stikke af derfra sammen med en veninde, da de begyndte at tvinge mig til at være sammen med min far og min stedmor. Vi cyklede til Ulborg, og derefter til Vemb . Hvorfra vi tog toget til Struer.. Da vi havde været væk i ca en uge, blev vi fanget af politiet. Og da vi så kom hjem skulle vi være på Solskifte (Osse Schubertsminde) Og der var der en pædagog der satte os på en stol og kaldte os luder og kællinger og hore unger det måtte vi jo så høre på i næsten 3 timer . Hvor efter at vi blev sat ind på vores værelser, i flere timer . Men den sidste gang jeg stak af, var fordi at jeg prøvede på at kontakte min sagsbehandler, og det blev jeg nægtet, og så så jeg ikke anden udvej end at stikke af .
    Jeg stak af fra skole, og gik hele vejen langs skinderne til næste station, og stog på toget, indtil jeg skulle skifte i skjern, og tog så toget hele vejen til Tønder, hvor min mor som jeg ikke havde set i 3år boede ( Måtte ikke se hende for pædagogerne) Og det er 5 år siden, og de har ikke fanget mig endnu .. Min psyke er endelig kommet oven på igen. efter at jeg har kæmpet med en depression vildt længe ..
    Kontakt til gamle venner:
    Jaah jeg har kontakt med en masse af dem jeg boede sammen med deroppe , Og det vil jeg have resten af mit liv. Det er det eneste gode de nogensinde gav mig der oppe . Og det sætter jeg pris på. Men mange af dem jeg snakker med deroppe fra, har eller har haft det lige så elendigt som jeg . Men det er de bedste venner fra mit liv ..

    • N

      må jeg spørge hvem du er?

      • Ja, det må du godt. Jeg er en frivillig sagsbehandler i organisationen Domestic prisoners of conscience. Vi kæmper for at mennesker der betegnes som utilpassede får hjælp frem for straf.

        Vi arbejder kun på internettet og mødes af etiske grunde aldrig personligt med de unge vi kommunikerer med. Vi arbejder på at få ændre lovgivning og får at få forbedret tilsynet med anbragte unge.

        Vi samarbejder med en række andre organisationer på Internettet i Danmark og udlandet som deler vores menneskesyn. En af de nyeste tiltag vi er deltager i er bloggen Vidnetsbyrd fra det mørke asyl, hvor at beretninger som er givet til os via denne blog og andre vil blive publiseret.

        Jeg håber at dette giver svar på dine spørgsmål ellers er du velkommen til at stille yderligere.

        Med venlig hilsen
        Tormod

    • 14 år

      Jeg har boet på Schuberts Minde i ca et år Jeg var en pige på 14 år dengang. Jeg vil prøve at fortælle det så kort som jeg kan.

      Jeg var en af de eneste børn på Schuberts Minde der ikke måtte komme hjem i hjemme weekenderne, så derfor blev jeg rykket over på en af de andre afdelinger til weekenden sluttede. Jeg måtte kun ringe til min mor, lille bror og mine “reserve bedste forældre” som de kaldte det. Jeg have 10 min to gange i ugen jeg måtte ringe, i mens der stod en pædago ved min side til jeg lagede på. Jeg måtte ikke udtrykke hvordan jeg havde det i telefonen, så blev jeg bedt om at ligge på.

      Jeg skulle så se min lillebror igen efter ca. et halv år. Jeg var nervøs for at se ham igen og fik det dårligt aften før han kom, jeg havde brækket mig lidt og næste morgen kommer der en pædagog ind og fortæller mig at de har aflyst min aftale fordi jeg var syg. Jeg blev straks vildt ked af det og fik derefter af vide jeg skulle hoppe i bad og komme ned og spise morgen mad med de andre. Det havde jeg ikke lyst til når de alligevel mente at jeg var for syg til at få besøg. Jeg fik derefter at vide at hvis jeg ikke frivilligt hoppede i bad ville de løfte mig ud og tage tøjet af mig og smide mig i bad, det skal lige siges det var 2 mandlige pædagoger. Jeg valgte selvfølgelig selv og hoppe i bad men blev meget vred over deres måde og tackle tingene på, I mit hoved kunne de have set til mig dagen min lillebror skulle komme og have spurgt mig hvordan jeg havde det.

      Jeg måtte ikke gå i “normal” skole fordi de var bange for jeg stak af og jeg måtte ikke komme på idrætsefterskole, selvom det var noget jeg havde søgt ind på ca som 10 årig. De kunne ikke give mig nogen begrundelse. Jeg har været stor atlet og har spillet meget bold på høj plan u14-landsholdet i fodbold og kreds 3 i håndbold. Sporten har altid været et sted for mig at koble af. Jeg fik endelig lov til at spille fodbold i Ringkøbing da jeg havde boet der i flere måneder hvis ikke et halvt år. Jeg fik kun lov til at være med til træning skulle de ud og spille i en anden by måtte jeg ikke komme med holdet. Så det blev hurtigt kedeligt.

      Der er et skema man skal følge alfa beta gamma o.s.v. de ting de lover når man kravler op at stien, er lige til at lukke op og skide i for at sige det mildt. Jeg har intet frihed haft, derimod har jeg tit haft fod følge, hvis jeg har været stukket af fra stedet. Jeg fik det såkaldte tårnværelse der er så lille at der kan stå en seng et skab og et lille skrivebord, det lagede ved siden af kontoret så de bedre kunne holde øje med mig. Schuberts Minde har/havde en psykolog eller noget i den stil sat på til stedet, som skulle snakke med alle os unge mennesker. Jeg bad straks om at få en udefra hvilket ikke kunne lade sig gøre. Jeg har flere fastholdelser fra pædagogerne uden grund. Jeg har altid fået af vide at de kun måtte gøre sådanne ting hvis man var til fare for sig selv eller andre. Jeg har på ingen måder været til fare for mig selv eller andre. jeg har derimod sagt min mening og fået konsekvenser ud af det. Flere af de tilhold er ikke meldt videre til kommunen som også er lovpligtigt. Jeg har derfor en dag spurgt om jeg måtte låne telefonen til politiet så jeg kunne fortælle dem min sag, dette blev jeg også nægtet.

      De første mange måneder hvor jeg ikke gik i skole skulle mig og en anden pige ud og rive stalde ned med en kæmpe hammer mens den ene eller begge pædagoger stod med skærebrænder så mange kg tungt metal blev skåret over så mig og den anden pige kunne slæbe alt dette lort ud af stalden ALENE. Pigen jeg boede sammen med havde problemer med sin ryg som begyndte at vise sig under alt arbejdet. vi har været med i 6 stalde og rive indmaden ned. 2 piger og en eller to pædagoger. Pengene vi tjente skulle gå til en Kina tur som hverken hende eller jeg er kommet på. Vi har intet fået ud af det.

      En dag beskyldte en af pædagogerne mig for at skulle have stjålet 100 kr. fra en af de andre beboer. Jeg meldte klar ud at jeg ikke havde stjålet noget, men den gik ikke. flere kvindelige pædagoger blev tilkaldt over på den afdeling jeg boede på og de ville nu krops visitere mig. 5-6 kvinder sad og kiggede på jeg skulle smide alt mit tøj og stå fuldstændig nøgen over for dem. De tjekkede alt igennem og fandt intet. på et tidspunkt syntes de det var sjovt at vi unge skulle spise aftensmad med brikker/knapper. dvs vi fik nogen brikker/knapper det kunne være alt fra 0-10 når man smed en brik måtte man sige en sætning til aftensmaden.

      Det var pædagogerne der bestemte hvor mange vi hver især skulle have og det var meget forskelligt hvad hver i sær fik af brikker/knapper. En dag jeg havde fået nok af og stikke af, besluttede jeg mig for at skrive et brev til min sagsbehandler, deri forklarede jeg hende hvordan jeg havde det og fortalte at jeg ikke syntes det var sjovt at stikke af, så jeg håbede hun ville hjælpe mig et andet sted hen. Hun ringede til min afdeling og fortalte pædagogerne at jeg havde tænkt mig at stikke af. Jeg har altid været meget stædig hvis jeg bliver beskyldt for noget der ikke er sandt. De satte min tid i stå som de kalder det. det betyder at man skal være på sit værelse hele tiden til man er kommet til deres fornuft. I 8 dage sad jeg på mit værelse og måtte ikke socialisere mig med de andre unge. En gang om dagen tog de mig ind på kontoret for at høre om jeg hade skiftet mening. Schuberts Minde har ikke kunne knække mig fordi jeg har været den person jeg var. Forstanderen kunne hypnotisere og jeg har set ham gøre det på et af børne på en tur vi var på. Jeg har set flere få fastholdelser fra alderen 8 og op – hvis ikke også yngre.

      Jeg blev engang spurgt om der overhovedet var noget fra stedet jeg kunne lide af de voksne. Jeg kunne nævne to. Den ene var på samme afdeling som mig og den anden var på den afdeling jeg kom på i de weekender de andre var hjemme. Til det svarede de at de to jeg havde nævnt var ikke pædagoger og de mødte heller ikke så tit som de andre. Men de 2 er de eneste jeg husker der gerne ville de unge det godt og som jeg så det havde alle omkring dem det godt, men det var som sagt sjældent de var der. Jeg vil slutte af med at sige til forældre og kommuner der anbringer deres børn på Schuberts Minde i er ikke rigtig kloge og skulle selv spærres inde for at mærke hvordan det føltes. Det er værre end et fængsel fordi du har mere frihed i et fængsel end du har på Schubers Minde.

  2. N

    Før anbringelsen:

    Blev du hørt om din mening angående anbringelsen?
    nej det gjorde jeg ikke, jeg fik en dag et brev om at jeg skulle flytte fra min daværende opholdssted “østervang” i holstebro og ugen efter skulle jeg flytte.

    Hvordan fandt din sagsbehandler frem til stedet?
    det aner jeg faktisk ikke.

    Hvordan synes du din sagsbehandler udførte sit arbejde?
    mit problem var ikke min sagsbehandler men derimod pædagogerne på schuberts minde, jeg snakkede ikke så tit med min sagsbehandler men når jeg endelig havde fået lov til at have et møde med hende. SKULLE det foregå med en pædagog fra schuberts minde.

    Under anbringelsen:

    Var du anbragt hos en familiepleje eller på en instituition/kostskole?
    jeg var anbragt på en instituition der hedder Schuberts minde der ligger i Ringkøbing

    hvis det var en instituition eller på kostskole, hvad var navnet på den ?
    det hed schuberts minde ligger i ringkøbing.

    Hvad er din bedste erindring?
    det var nok vores rejse til Paris.

    Hvad er den værste erindring?
    Det var en fastholdelse jeg fik af 4 pædagoger hvor forstanderen (meget stor mand) satte sig ovenpå maven af mig mens jeg lå på astfalten på ryggen for at holde mig nede. mens de andre 3 pædagoger holdte mine arme og ben.

    Hvordan var værelsesfrorholdene? var det enkeltværelse eller skulle den deles?
    jeg havde mit eget værelse. men der måtte næsten ingen ting være på den. hverken fjernsyn eller computer (det vil sige vi skulle ansøge om at få computer og det skulle vi opnå)

    Kunne du ringe til din sagsbehandler under anbringelsen?
    nej det kunne jeg ikke alt kommunikation til min sagsbehandler gik gennem en pædagog.

    kunne du ringe til dine forældre under anbringelsen?
    kun EN bestemt dag.

    hvilke former for straf kunne du blive udsat for?
    jeg fik engang “følgepædagog” som er EN bestemt person hver dag som skulle følge mig hvor end jeg gik hen, jeg måtte blandt andet ikke låse døren når jeg gik på toilet.
    jeg fik på et tidspukt lov til at få min telefon pga god opførelse og ringede så til min mor 3 dage efter min konfirmation og var ked af det fordi jeg ikke måtte have mine gaver stående fremme de skulle ligges i en skuffe (smykker) eller ud i et låst skab. og fik så taget min telefon fordi jeg havde ringet til min mor.

    Prøvede du at stikke af? hvis ja, så fortæl hvordan det foregik.
    ja prøvede det nogle gange hvor at det endte med at politiet kom og hentede mig og bragte mig tibage på schuberts minde. midt om natten

    hvordan blev du udskrevet?
    jeg stak af fordi der var 4 pædagoger som skiftevis sad rundt og et bord foran min og svindede mig til, blandt andet kaldte de mig for en luder fordi jeg var begyndt at se en andengenrations indvandre. tog hjem til min far som dagen efter tg mig med op til min sagsbehandler som sagde til mig at jeg bare skulle blive hjemme ved min far og så skulle hun nok sørge for at jeg blev udskrevet. og det blev jeg få dage efter.

    var der en plan for hvad der skulle ske?
    ikke til at starte med men jeg blev senere indskrevet i en organisation der hedder SUF (social udviklings fond)

    Har du kontakt til nogle af dem du var anbragt sammen med?
    ja noge få af dem har jeg.

  3. NEN

    Før Schuberts Minde var jeg 14 år. Jeg var meget psykisk syg og havde det virkelig skidt. Derudover var jeg meget udadreagerende, jeg var voldedig og aggressiv, hvis der var noget, der ikke gik efter mit hoved. Mine forældre kunne ikke styre mig, og jeg blev mere og mere skidt tilpas psykisk. I slutningen af sommeren ’03 kom min daværende sagsbehandler ud til et møde ved mig og mine forældre. Jeg husker ikke så meget af det, men jeg kan huske, at hun spurgte mig, om jeg var indforstået med, at jeg skulle anbringes, hvortil jeg svarede, at ja, det var jeg, det kunne kun blive bedre. Et par uger efter blev jeg så kørt ud til Schuberts Minde. Jeg kørte med min sagsbehandler i hendes bil, og mine forældre kørte i deres lige bagved. Jeg fik et værelse, som ude på Schuberts Minde bliver kaldt for ”Tårnværelset”, som ligger på afdelingen, Fjordli. Dengang var Fjordli en ungdomsafdeling, og jeg var med mine 15 år den yngste på denne afdeling. Denne anbringelse havde jeg de første fire – fem måneder meget svær ved, at acceptere, hvilket endte med, at jeg fik en meget dyb depression. De første tre måneder var så ubeskrivelig hårde rent psykisk. Jeg havde suicidale tanker og græd hele tiden, spiste ikke og var fuldstændig tappet for energi. Forstanderen og min daværende kontaktperson valgte, at jeg skulle køres til Herning, hvor jeg blev indlagt på psyk. Der boede jeg ca. tre uger, hvorefter jeg blev kørt tilbage til Schuberts Minde. Jeg havde før indlæggelsen været på weekend på Horisonten, og jeg befandt mig så godt deroppe pga., at det var så lille en afdeling. Dengang boede der kun tre deroppe, og det var Schuberts Mindes suverænt mindste afdeling. Jeg havde derfor på et tidspunkt sagt, at ”hvis jeg skulle blive boende på Schuberts Minde, så ville jeg bo på den afdeling”. Det havde jeg sagt til mine forældre, og det havde de så sagt til stedets socialrådgiver, som på det tidspunkt var meget tæt på mig og mine forældre. Derfor besluttede de, at jeg altså skulle flytte på Horisonten. Jeg flyttede så ind på denne afdeling dagen før juleferien, hvor der også blev holdt juleaften oppe på Horisonten. Derefter var de næste par måneder meget hårde, og jeg var meget ked af det. MEN!! -så begyndte det altså virkelig også, at gå fremad! Jeg fik det hurtigt meget bedre psykisk, og jeg begyndte, at snakke med de andre unge, og jeg begyndte, at falde til. Dog havde jeg mandsopdækning på på det tidspunkt, men de faldt lige så stille fra en efter en i takt med, at jeg kom mere og mere i bedring. Til at starte med måtte jeg heller ikke sove alene om natten, jeg måtte ikke gå udenfor og slet ikke alene! Men alle de her forskellige sikkerhedsforanstaltninger forsvandt ligeså stille. Jeg fik mere frihed, og til sidst havde jeg gjort mig fortjent til al den frihed, jeg kunne drømme om, og jeg havde det virkelig godt. I ’06 da jeg fyldte atten flyttede jeg i min første lejlighed. En lejlighed, der lå ovre ved forstanderen villa, som lå på Schuberts Mindes grund. Jeg skulle lære, at klare mig selv. I ’08 flyttede jeg ud i byen ned til min daværende sagsbehandler, hans kone og deres dreng. Det gik simpelthen så godt, og jeg har simpelthen lært så frygtelig mange dejlige ting om hvordan man her i livet skal gebærde sig osv. osv., hvilket jeg er Schuberts Minde så taknemmelig for! Alt i alt så har jeg simpelthen haft en så skøn tid derude. Søde mennesker, både ansatte, børn og unge. Derudover har vi fået så mange fede oplevelser derude, vi har været i diverse lande, været på skiferie, holdt sommerferie over hele landet, på land og på vand, dejlige juleaftener, dejlige juletraditioner hvert år, som for mig altså var noget ganske særligt. Hvert år glædede jeg mig simpelthen sådan til julen på Schuberts Minde, for dét var noget ganske særligt, og vi hyggede os simpelthen sådan med hinanden og det vi sammen lavede! Til sidst flyttede jeg så til Herning i ’09, jeg blev udskrevet, og ja, det var så vidst min historie derudefra:)

  4. heidi tørning

    kære alle sammen. vi ved der er rigtig mange der har det som jer. derfor vil lene josephine og jeg heidi rigtig gerne hjælpe jer. vi er ved at lave en forening for jer der var, er og kommer på Schuberts Minde. eller som har været eller er andbragt på et sted. hvor de bruger samme metoder.. vi har kontakt med rigtig mange af de unge. som alle har ar på sjælen, vi kan her give jer mulighede for at møde disse unge og være sammen med dem og os om at få sat en stopper for dette.. sammen er vi stærke og vi giver ikke op..og vi svigter jer ikke. det er i blevet nok
    kærlig hilsen heidi skriv til os på heiditorning@sol.dk

    • Slap lige af!

      Jeg vil anbefale dig at lade være med at oprette den forening. Det er direkte forkert. Schuberts Minde gør et godt arbejde. Hvad hjælper det at sende børn og unge fra opholdssted til opholdssted, hvis det er de samme metoder som bliver brugt? Det hjælper jo ikke ingenting!
      Jeg er selv blevet sendt fra opholdssted til opholdssted, men det var først da jeg kom til Schuberts Minde det rent faktisk hjalp noget. Så hvorfor opfordre folk til at plapre løs, når de ikke har været der mere end et års tid?
      Havde I spurgt mig det første år jeg havde været der ville jeg også have sagt det var noget lort, men efter nogle år gik det op for mig, at de kun hjalp.
      Det var altså KUN med deres brug af magt, de fik overbevidst mig, og jeg ved det også var sådan med mange af de andre unger på stedet.

      Så venligst lad være med at kritisere noget I ikke ved noget som helst om! Tak.

      • Det kan godt være at nogle subjektiv føler at denne strategi som stedet anvender har hjulpet dem, men faktum er også at det kræver en ganske grundig sortering at finde de unge som måtte matche dette behov. Et opholdssted må med andre ord ikke være for grådig og tage unge ind selvom deres profil ikke helt matcher den pædagogik der praktikseres.

        Og det må være det som er gået galt for Schuberts Minde for der en del unge som kommer dårligt derfra. Godt nok kan man skylde sagshandlerne i skoene at de ikke har gjort deres arbejde godt nok, men der er på den anden side ingen der tvinger stedet til at de de nye unge ind.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s